DU ER HER: Studier » Vejledning  » Førsteårsprøven

Førsteårsprøven

Hvad er ”førsteårsprøven”?

Ifølge Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) af 1. juli 2010 skal der i studieordningen for en bacheloruddannelse fastsættes et antal prøver, som du som studerende skal have deltaget i inden udgangen af første studieår og have bestået inden udgangen af andet studieår. Førsteårsprøven indeholder således to krav: Et aktivitetskrav og et beståelseskrav.

Hvis du ikke opfylder kravene til førsteårsprøven, vil du blive udmeldt fra universitetet og kan ikke optages på den samme uddannelse igen, med mindre du opnår dispensation til udsættelse af førsteårsprøvekravene.

Førsteårsprøvekravene

Aktivitetskravet
Ifølge aktivitetskravet skal du deltage i de eksamener, der er en del af førsteårsprøven inden udgangen af dit første studieår på bacheloruddannelsen. Det betyder, at du skal bruge et eksamensforsøg i de eksamener, der er en del af førsteårsprøven, første gang de afholdes. Det er således en forudsætning for opfyldelse af aktivitetskravet, at du er tilmeldt eksamen og bruger et eksamensforsøg. Det er dog ikke en forudsætning, at du består eksamenerne første gang.
Hvis du ikke består, afmelder dig for sent, vælger at forlade en eksamen, afleverer blankt eller hvis du udebliver fra en eksamen, som du er tilmeldt, tæller det som et brugt eksamensforsøg.

Beståelseskravet
Ifølge beståelseskravet skal du bestå de eksamener, der indgår i førsteårsprøven inden udgangen af dit andet studieår efter studiestart. Det betyder, at du senest skal bestå de fag, der indgår i førsteårsprøven, til reeksamen på dit 4. semester på bacheloruddannelsen.

Udmeldelse fra uddannelsen inden aktivering af førsteårsprøvekravene

Når du påbegynder en bacheloruddannelse d. 1. september, aktiveres førsteårsprøven kravene d. 1. december samme år.

Det vil sige, at hvis du udmelder dig d. 1. december eller herefter, kan du kun optages på den samme uddannelse igen, hvis du opfylder førsteårsprøvens aktivitetskrav eller opnår dispensation til udsættelse af førsteårsprøven.


Det vil kun være muligt at opnå dispensation til udsættelse af førsteårsprøven med henblik på optagelse på den samme uddannelse igen, hvis det vurderes, at dine forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen er forbedrede, eller hvis uddannelsens indhold er blevet væsentligt ændret.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 30.05.2011